Af Lisbeth Thernøe Gilbert
Forfatter: Iben Mondrup, Titel: Tabita, Forlag: Politikens Forlag, 368 sider, Udgivet januar 2020, Anmeldereksemplar
Tabita er historien om, at det er let at flytte et barn fra et miljø til et andet, fra en kultur til en anden, men at miljø og kultur flytter med som en indre korkprop, der kun farer desto hurtigere mod overfladen jo længere ned mod bunden, man forsøger at trykke den. Da Tabita desuden er fortællingen om, hvor meget det kan betyde for en kvinde at få børn og dermed skabe et familieliv, er der i romanen rigeligt med stof at tage fat på.
På udebane
Romanen handler om det danske ægtepar, Berthel og Eva, som i 1960’erne flytter til en mindre bygd i Grønland. Berthel skal bestyre den lokale butik, mens Eva er hjemmegående. Berthel stortrives, Eva mistrives. Eva har et skrøbeligt sind og egner sig tydeligvis ikke til det mørke og kolde grønlandske klima. Hun bliver let depressiv og lukker sig ofte inde på sit soveværelse. At hun til sin store sorg ikke kan blive gravid og dermed ikke kan skabe den familie, som kunne berettige hendes rolle som kvinde og Berthels hustru, gør det kun endnu sværere for hende at falde til. Da parrets grønlandske hushjælp, Abelone, føder lille Vitus på badeværelsesgulvet i butiksbestyrerboligen vækker det derfor genklang og håb hos Eva.
Hun (Abelone. red.) kommer til at se på fruen. Hun sidder med øjnene fæstet på det lille spædbarn og et sælsomt udtryk i øjnene … Fruen løsriver sig fra barnet, og Abelone har aldrig set hende så opslugt før, Hun ved ikke om det er godt eller skidt.
Fra én til mor til en anden
Abelone har ingen far til sine børn og hendes egen mor, Rosine, er blevet for gammel til at tage sig ordentligt af børnene, så da Eva beder hende tage Vitus og Tabita med på arbejde og senere taler om at adoptere dem, siger hun ja. Af frygt for at Abelones øvrige familie skal gøre indsigelser, iværksætter det danske par, hvad der nærmest ligner en flugt til Danmark, og pludseligt er Eva blevet mor og børnene danske. Eva er på trods af sit store ønske om at få børn ikke den fødte mor. Alligevel kunne det være gået godt, for Eva prøver virkeligt at forstå børnene, men især Tabita er det svært for hende at blive klog på:
Eva havde vist Tabita pladsen ved siden af broren, og så havde hun hylet igen, dybe klagende lyde som hundene udenfor. Indtil Eva lagde hånden på dynen og trykkede hende blidt på brystet. Det lille pigehjerte slog så hurtigt, af sted, af sted, men hun havde forstået, der ingen grund var til panik, hun var i gode hænder nu. Pigen faldt i søvn. Eva var blevet siddende og nynnede en sang. Man gør underlige ting. Begyndervanskeligheder, vil hun kalde det, i samme kategori som at hun nu står her og kigger ind til dem igen. Det behøver ikke være let, lidt gråd, lidt kærtegn undertøjet, lidt godnatsang. Hun kan godt klare det, nu, hvor hun er blevet mor.
Da virkeligheden spænder ben, formår Eva imidlertid ikke at sætte sig selv og sine forsmåede følelser til side til fordel for børnenes bedste, hvilket naturligvis får store konsekvenser for Vitus og Tabita.
Mødre og døtre
Tabita bliver fortalt af de fire kvinder i romanen – den livskloge Sørine, den livsglade Abelone, den livsløse Eva og den livsforstyrrede Tabita. Fortællingen er holdt i tredje person, men synsvinklen ligger på skift hos de fire kvinder. De har hver deres afsnit, som afløser hinanden, efterhånden som handlingen skrider frem. Kontrasten mellem specielt Abelone og Eva er det, som jeg synes giver mest energi til fortællingen, for det er også her, at kontrasten mellem Grønland og Danmark kommer til udtryk. Hvor Abelone er frodig, barmfager og har appetit på livet, er Eva sart, tynd og tilbageholdende.
Uden vaklen tager Abelone våbnet, og da sælen dukker op lige foran hende, og hun kan se knurhårene og de store øjne, trykker hun af. Der lyder et brag. Hovedskallen bliver flået op, og kroppen skruer i vandet og dykker, men kammer snart om igen, lysende under overfladen, stor blank og død.
Fru Eva løfter sin kop op til læberne, og Abelone forstår, hvad Rosine mener, når hun siger, at den stakkels frue er en vintermager sæl. Hvis man ridsede i hende med en kniv, ville kødet straks komme til syne. Der er ingen spæk under den tynde hud.
Ligeledes er Grønland vild natur, blodig jagt og tæt fællesskab i små hytter, mens Danmark er pæne villahaver, parmiddage og hver sit værelse. Det er den kontrast, Tabita skal bygge bro over, da hun sammen med sin lillebror kommer til Danmark. Et klatretræ med udsigt gennem stuevinduet, kusinernes kanin og ænderne i parken er det nærmeste hun de første mange år kommer på den vilde natur, som stadig ligger hende i blodet. Da Tabita bliver lidt ældre, søger hun derfor længere og længere væk fra hjemmet, og her bliver det tydeligt, at selvom Eva ihærdigt har forsøgt at få Tabita til at glemme Grønland, så har hendes baggrund stadig et stærkt tag i hende:
Hun stikker hovedet ud og kigger frem. Før hun ved af det, bliver hun suget ud af hulen med en voldsom kraft og kastet om på jorden. Foran hende blusser et bål op, og midt i bålet står en kvinde. Vuggende fra side til side træder kvinden ud af flammerne og kommer hen imod Tabita. Hun sætter sig på hug foran hende og indhyller hende i en velkendt duft af hud… Da hun kigger op, er det Abelones ansigt, hun ser, en rund og bleg måne, som et spejlbillede af hendes eget ansigt. Hun ser den korte hals og sin mors bløde skuldre, hun mærker Abelones gyngende kød og et blødt bryst i sin mund.
Bag enhver fortælling om kvinder står en mand
Tabita bliver fortalt fra et kvindeligt perspektiv, men det er ikke mindst Vitus og Berthel, som sætter gang i handlingen, og især Berthel sørger for der bliver bundet en sløjfe fra start til slut. Vitus er Tabitas elskling, asasara, for lige fra han bliver født, er hun meget tæt knyttet til ham.
Tabita kravler rundt og kradser sig og slæber sin lillebror frem og lægger ham mellem Abelones ben. Pigen kan ikke lade ham være og piller ham i de bittesmå næsebor og puster ind i dem, så han gisper… Modvilligt kommer datteren hen og afleverer lillebroren…”Jeg er hans Lillemor og hans søster og jeg vil også have mælk.”
Det stærke bånd mellem de to søskende får senere en væsentlig betydning, men det vil jeg ikke røbe for meget om her.
Hvor Vitus, så lille han nu engang er, er en passiv medspiller i romanen, har Berthel en anderledes aktiv part i handlingen. Han er ene hane i kurven, eller jeg fristes til at kalde ham fortællingens ulv i fåreklæder, og som sådan ville jeg meget gerne have haft et afsnit, hvor synsvinklen lå hos ham. Jo, man fornemmer nok, hvad hans bevæggrunde er, men jeg ville gerne have haft hans egne ord for det. Det ville naturligvis have været et brud på fortællestrukturen, men, synes jeg, en interessant sten at falde over på den ellers kvindedominerede vej gennem romanen.
Kære Iben Mondrup, jeg vil gerne høre mere om Tabita
Jeg var meget glad for at læse Tabita. Navnlig nød jeg at læse den del af romanen, som foregår i Grønland, for det er her, Iben Mondrup er bedst. Hun har selv boet i Grønland i 15 år, og det er tydeligvis et land, som hun stadig brænder, og bløder, for, så både hendes billedsprog og karaktertegning står stærkest med Grønland som bagtæppe. Desværre er det i den danske halvdel af romanen, at vi får historien fra Tabitas synsvinkel. Det betyder, at den stemme som kunne, og måske burde, havde stået stærkest i fortællingen for mig blev den, som jeg levede mig mindst ind i.
Så, Iben Mondrup, jeg vil rigtigt gerne i en fremtidig roman høre om, hvordan det går Tabita, når hun som voksen, naturligvis, rejser hjem til Grønland.
På trods af disse små anker vil jeg gerne give Tabita mine varme anbefalinger med i rygsækken, når den drager ud i verden og finder læsere i boghandler, på biblioteker, i lænestole og sofaer. Det er en rigtig god roman, som gør en lidt klogere på, hvad det betyder for et barn at blive fjernet fra det miljø, som det er blevet født ind i.
Dermed skriver Tabita sig lige ind i den nytårsaktuelle debat om, hvad der er et godt hjem for et barn, så jeg vil til slut gerne opfordre eller nærmere udfordre Mette Frederiksen til en læsning af Tabita. Alle børn har ret til en tryg barndom, men hvad vil det sige?